Kunsten at trøste en mand, der ikke græder


Bliver du af og til i tvivl om, hvad du skal gøre for din kæreste, når han er ked af det, når nu han ikke græder? Det er du ikke ene om. Kvinder og mænd bruger nemlig det at græde forskelligt. Her får du en forklaring på, hvorfor mænd ikke græder lige så tit som kvinder, og gode råd til, hvordan du trøster din kæreste bedst.

Tekst: Evelina Gold

Du kender det sikkert godt. Om du er ked af det, vred, stresset, træt, sur eller bare har haft en dårlig dag, slår det aldrig fejl med en ordentlig tudetur. At få grædt ud kan være den bedste kur. Og endnu bedre er det, når manden i dit liv tager dig i sin beskyttende favn og stryger dig over håret. Til gengæld er du tit lidt i vildrede, når
han er ked af det. For han græder ikke. Han klapper i som en blåmusling. Er han så overhovedet ked af det? Hvor ked af det er han egentlig? Vil han gerne trøstes? Eller vil han bare være alene? Selv om kønsrollerne er ved at ændre sig, bliver mænd og kvinder stadig opdraget forskelligt. Også når det kommer til det at græde.
”Drenge lærer tidligt, at det er vigtigere, at de kan klatre i træer, slås, være stærke og modige, end at de kan udtrykke deres inderste følelser,” fortæller psykolog Claus Verner Nielsen.
Det er altså mere accepteret, at en pige er tudefjæs, end at en dreng er det. Voksne mænd bliver derfor påpasselige med at græde. Men hvordan trøster du bedst din kæreste, når der ingen tårer er, men han alligevel ligner én, der lige har drukket sur mælk?
Det vigtigste er, at man lærer hinanden at kende og bliver bedre til at udtrykke, hvad man har brug for.
”Det er en stor kunst at kunne rumme, at et andet menneske er ked af det uden at prøve på at fikse det,” siger Claus Verner Nielsen.
Og berøring er den bedste trøst, vi kan give hinanden. Det ligger nemlig dybt i os, at vi blev taget op og trøstet af vores mor, når vi var kede af det som små.
”Som regel vil alle bare holdes om og trøstes af deres nærmeste. Både kvinder og mænd vil gerne have opmærksomhed fysisk og følelsesmæssigt,” forklarer Claus Verner Nielsen.
Men kvinder har nemmere ved at give slip og græde igennem. For dem er det ikke på samme måde som for mænd et tegn på svaghed. Mange mænd er endda blevet hånet, når de har grædt, og har derfor svært ved at overgive sig til gråden og tage imod opmærksomheden og omsorgen.
”Det kan være en god idé at lade din kæreste være lidt, inden du begynder at stille alt for mange spørgsmål,” siger Claus Verner Nielsen. I stedet skal man som kvinde vise, at man er der, hvis og når ens kæreste får brug for en snak.
”Du kan fortælle ham, at du kan se, han er ked af det, og at du gerne vil høre, hvad det handler om, men at du også respekterer, hvis han ikke vil tale om det,” siger Claus Verner Nielsen.
”Du kan også tage over på det praktiske område og lave noget mad til ham eller give ham en kop te. Eller nusse ham lidt i håret. Og du kan spørge ham direkte, hvad han har brug for fra dig lige nu. At trøste er også at lade ham vide, at du er lige i nærheden.”


Gode råd til, hvordan du trøster din kæreste i fem klassiske situationer.

Han har mistet én
Du kommer hjem og ser, at din kæreste sidder i halvmørke og ser noget i fjernsynet, som han tydeligvis ikke følger med i. Da du spørger, hvad der er galt, fortæller han, at han i formiddags blev ringet op og fik at vide, at hans farmor er død. Du får tårer i øjnene og tænker på alle de gange, du hat snakket med hende og på alle de fødselsdagskort, hun har sendt. Jo mere du tænker, jo mere tuder du. Din kæreste er helt stille og fælder ikke en tåre. Da du prøver at holde om ham, er han helt stiv i kroppen og virker ikke umiddelbart som én, der vil trøstes.

  • - Hvad kan du gøre?
”Det er vigtigt at give ham tid til at mærke sorgen og forstå, hvad der er sket. For det kan være enormt afgørende at miste. Og pas på med at tro, at han er ligeglad, bare fordi han ikke græder. En mand kan sagtens bearbejde sine følelser ved at hugge brænde, gå en tur med hunden eller sidde foran computeren,” understreger Claus Verner Nielsen.
Manglende tårer er altså ikke det samme som manglende kærlighed. Du kan spørge ham, om der er noget, du kan gøre. Du skal både sige det og vise det. Fx kan du lave en kop te til ham eller spørge, om han vil ud at gå en tur. Og om du skal gå med. Det er godt, at du bare er i nærheden og lader ham bestemme, hvordan han skal bruge dig.

Han er blevet fyret
Din kæreste smækker med hoveddøren og træder ind i stuen med et sammenbidt ansigtsudtryk. Hans kæbe bevæger sig frem og tilbage, som om han tygger på et eller andet. På spørgsmålet om, hvad der er sket, svarer han, at han ”kraftedeme er blevet fyret”. Du smider, hvad du har i hænderne, og med tårer i øjnene begraver du ham i kys og kram. Han har imidlertid ikke lyst til at fortælle noget om, hvorfor han er blevet fyret, og gider i det hele taget ikke snakke lige nu.

  • - Hvad kan du gøre?
”Du kan gå med på hans vrede. ”Hold da kæft, nogle idioter!” kan du sige og på den måde vise, at det er ham, du holder med. Du skal gøre dig umage med at møde hans vrede uden at tage over og styre, hvordan han skal forholde sig til den,” råder Claus Verner Nielsen.
Mænd er ikke altid gode til at blotte sig og være nærværende, for det sætter oplevelsen af dem selv som de stærke på spil. Og mænd er også mere handlingsorienterede. Kunsten for dig er at være til stede – uden nødvendigvis at vide, hvor du skal hen.

I har skændtes
I har lige haft et godt gammeldags skænderi. Bølgerne er gået højt, og du er nu løbet tør for argumenter for, hvorfor du har ret. Din underlæbe bæver og tårerne triller ned ad kinderne i en ustyrlig strøm. Grådkvalt begynder du at gentage alt det, du allerede har sagt. Men din kæreste siger ingenting. Han skifter bare tv-kanal og fordyber sig i et program om bisonoksers græsningssteder på National Geographic.

  • - Hvad kan du gøre?
”Kvinder udtrykker tit magtesløshed ved at græde, fordi de har lært, at det er mere acceptabelt at være ked af det end at være vred. Mænd er derimod mere tilbøjelige til at udtrykke sårede følelser gennem vrede eller afvisning, fordi de let føler sig umandiggjorte, hvis de græder,” siger Claus Verner Nielsen.
At din kæreste ikke græder, betyder altså ikke, at han er ligeglad. Det betyder bare, at han har en anden måde at håndtere skænderiet på. Du kan vælge at lade ham være lidt og lade ham køle ned. Hvis han har lyst til at være alene, skal han have lov til det. Og så kan I tage diskussionen op igen, når tingene er kommet lidt på afstand.

Han er blevet svigtet af en ven
Din kæreste og hans bedste ven har længde haft planer om at tage til koncert sammen. Billetterne er købt for længst, men tre dage inden koncerten fortæller vennen over en sms, at han hellere vil have en pige, han lige har mødt, med. Du ved fra dig selv, at du ville være blevet dybt såret og begyndt at tude med det samme. Men din kæreste besvarer bare vennens sms med et ”ok”. Og da du spørger, om han ikke er ked af det, kigger han ned i gulvet og siger, at det må vennen da selv om.

  • - Hvad kan du gøre?
”Du kan møde ham med nysgerrighed og en invitation til at snakke. Du kan vælge at sige, at du selv ville være blevet meget ked af det i sådan en situation. I første omgang kan det være, at han vil afvise din omsorg, fordi kvinder er mere tilbøjelige til at snakke, mens mænd ofte hellere vil handle. Derfor er det vigtigste at anerkende hinandens forskelle og lade være med at tro, at han skal reagere, ligesom du ville have gjort,” siger Claus Verner Nielsen.

Du er gået fra ham
Jeres forhold har knirket i et godt stykke tid, og efter mange overvejelser har du besluttet, at det ikke skal være jer to. Det fortæller du ham på den mest blide og skånsomme måde, du kan. Men uanset hvad, er det noget af det sværeste her i verden. Selv om du er lettet over endelig at få det sagt, græder du helt utrøsteligt. Men din kæreste siger ikke andet end: ”Ok, hvis det er det, der er din beslutning”. Der bliver uudholdeligt stille, og du venter på en reaktion, der bare ikke kommer. Imens spekulerer som en gal på, om du skal holde om ham og trøste ham, eller om du skal gå din vej.

  • - Hvad kan du gøre?
Det gør ondt at blive forladt, og det er sundt, at han bliver ked af det. Der ligger en stor omsorg i at give ham lov til at være det på hans egen måde. Hvis du har lyst til at gøre noget for ham, er det helt naturligt, for når man forlader nogen, får det én til at føle sig som et dårligt menneske. Men du skal også være klar over, hvad dine egne grænser er.
”Der er mange, der har afskeds-sex, afskeds-restaurantbesøg og andre ting, man gør for sidste gang, fordi man ikke kan holde ud, at man har såret den anden. Du kan vælge at stille op til dialog, eller du kan forlade ham og lade ham være ked af det. Det kan virke enormt hårdt, men i virkeligheden kan det være det mest kærlige at gøre,” siger Claus Verner Nielsen.

Tegn på, at han er ked af det
  • Han undgår øjenkontakt
  • Han lukker sig inde og trækker sig tilbage
  • Han vil gerne være alene
  • Han er rastløs, utilpas, utålmodig og irriteret
  • Han skifter emne og vil ikke tale om det, der gør ham ked af det
  • Han går ud i værkstedet, i haven, vasker bil, går tur med hunden, sætter sig foran computeren eller fjernsynet