Kærlighed
At
leve – at lære – at elske – at være
Kærlighed er
et vågent og intimt indre forhold til dig selv og din
krop. Kærlighed er en essentiel indre og iboende kvalitet
i mange nuancer.
Kærlighed i mellem to lykkes i det øjeblik hvor den ikke
er afhængig af den anden, men hvor de begge i
kærlighedsmødet værdsætter den andens væren.
Kærlighed og sex kan godt være adskilt, sex uden
kærlighed er ”som et godt nys”, mens sex med kærlighed
heler, udvikler og nærer.
Kærlighed er åbenhed over for det, som er, alene for
glæden ved at møde, kende og se.
Kærlighed bliver stærkere, smukkere, mere intim og
lidenskabelig i takt med at vi udvikler os til
ansvarlige, selvstændige og frie mennesker. Og modsat
bliver kærlighed svagere, betinget og ufri, når vi er
identificeret med det vi mangler og ikke har; når vi
søger den uden for os selv, når vi er afhængige af, ofre
for, bekræftelse, samhørighed og ”den anden”.
Når kærlighed er et vågent møde, hvor vi vidner og ærer
vores essentielle natur, så skaber vi gensidigt os selv,
i en proces, i et kreativt NU, i et intimt nærvær - det
kræver ærlighed, sårbarhed og modenhed.
Når jeg elsker at se og møde essensen hos den anden,
oplever jeg også at den anden er et unikt individ og
forskellig fra mig. Kærlighed anerkender den anden. Jeg
oplever at jeg ikke er alene i verden. På den måde kan
kærlighedsmødet heale den eksistentielle frygt for
isolation. Jeg oplever at den anden er adskilt fra mig,
og derfor også eksisterer uden mig. Ultimativt vil jeg
løsne mig fra mine afhængighedsmønstre og blive et frit
menneske.
Kærlighed er en oplevelse, et nærvær, en proces; båret af
sanser, følelser og tanker.
Når kærlighed er en oplevelse der vibrerer i hver en
celle, i alle organer, muskler og nervetråde. Når mine
fingre og krop mærker og sanser kærlighed, når hjertet
føler og oplever kærlighed; når hjernen med ord beskriver
hjertets oplevelse.
- Så elsker jeg!
Kærlighedsoplevelsen er som et skift i måden at være til
i verden på.
For det meste er jeg ikke opmærksom på min vejrtrækning
som et livets kærtegn der bekræfter et magisk mysterium,
livets puls. Tværtimod reagerer jeg per automatik, så jeg
uden at give det opmærksomhed, følger og gentager de
gamle og dybe spor i mine reaktionsmønstre igen og igen.
Ikke nødvendigvis med smerte eller lidelse, ofte med
behag og behovstilfredsstillelse, men ubevidst, uden
nærvær, uden intimitet.
Men ind i mellem skifter min opmærksomhed til et
essentielt og meget intimt nærvær.
Og så er jeg konge i mit eget rige, et dynamisk,
farverigt, magisk og helt igennem smukt, fantastisk
univers. Måske er universet ikke kærlighed alene, men jeg
elsker at være der!
Jeg elsker at orientere mig i verden herfra. Nogle gange
er jeg konge, magtfuld og stærk, i kontakt med rigdom og
overflod, medfølende, storsindet og retfærdig. Andre
gange er jeg en hjertets kriger der sårbart og åbent,
påtager mig kærlighedens mission, en ridder der kæmper
med ildsprudlende drager forklædt som normer og rigide
adfærdsregler. Eller en magisk vismand der forvandler og
transformerer. Så er jeg medskaber af universets mystik
og vidunder.
Nogle gange er jeg narren der legende, smilende og med en
champagnebrusende boblen i alle mine celler kaster mig
ubekymret og fri ind i livets hvirvler af spøgefuld
kreativ manifestation. ”Let’s try it on!”
Alle variationer og nuancer opleves i et skær af
fantastiske farver, juveler, guld og rigdom, de sanses
som kærlighed, kraft, glæde, medfølelse, fred og
inderlighed, oplevelser af overflod. Og tænker at det er
paradis på jord.
At elske er en kunst som Fromm (Filosoffen Erich Fromm’s
bog ”Kunsten at elske” Red) beskriver det; det er noget
vi skal træne, noget vi skal lære som kræver sand
ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin – en stor opgave.
Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle sig.
Når vores hjerte udvider sig og vores evne til at elske
vokser, så kræver det mere plads end det selvbillede og
den følelseskrop vi lever med og opholder os i, noget
sprækker og åbner sig, og det må vi tillade. Vi må
nødvendigvis møde de blokeringer og den historie der
knytter sig til vores tilbageholdenhed, til vores
mindreværd og vores fastlåste selvbilleder.
Det gør ondt. Det er en smerte vi hver i sær må vokse og
modne os til at forstå og til at bære.
Og den smerte må vi vælge og tage på os som et vilkår ved
at udvikle sig, ved at øge vores bevidsthed og ved at
styrke vores kapacitet til at rumme al den ild, kraft,
lidenskab, medfølelse, omsorg og det kærlige nærvær som
bor i os.
Som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har lagt
låg på, kapslet inde, og undertrykt for at passe ind, for
at overleve.
Kirkegaard:
”...den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i det
andet Menneskes Hjerte, og just ved denne forudsætning
bygger Kjerligheden i ham op – fra grunden af, forsaavidt
han jo kjerligt forudsætter den i Grunden”
I mødet med Gud, Universets Moder, Urhavet, altings
oprindelse, kan jeg forestille mig at jeg får
spørgsmålet: ”Hvor meget har du elsket?”
Det ville være dejligt at kunne svare: ”Med hele mit
hjerte”.
I kærlighed
Claus V. Nielsen
